Facebook

Vedtægter for Aalborg Orienteringsklub

Link til udkast til vedtægtsændringer for 2018

§1Klubbens navn og hjemsted
Klubbens navn er Aalborg Orienteringsklub (AOK). Klubbens hjemsted er Aalborg Kommune.

§2 Klubbens formål
AOK’s formål er at samle udøvere af orienteringssporten og gennem fælles indsats at skabe de bedste muligheder for dyrkelse og udbredelse af denne sport.

§3 Medlemskab af organisationer
AOK er tilsluttet Dansk Orienterings-Forbund under Danmarks Idræts-Forbund og er undergivet disses love og bestemmelser.

§4 Optagelse af medlemmer
AOK består af aktive og passive medlemmer.
Som aktivt medlem kan optages alle, der er er amatør i forhold til Danmarks Idræts-Forbunds love og bestemmelser, og som ikke er i restance i andre orienteringsklubber.
Som passivt medlem kan alle optages.
Generalforsamlingen kan beslutte at opkræve et indmeldelsesgebyr for alle nye medlemmer.

§5 Kontingent
Klubbens kontingent fastsættes efter indstilling fra bestyrelsen for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentfastsættelsen gælder alene for det næstfølgende år og skal betales senest 28. februar.

§6 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til klubbens sekretær med mindst 14 dages varsel. Gyldig udmeldelse kræver, at det pågældende medlem ikke er i restance til klubben. Medlemmet har krav på skriftlig bekræftelse af sin udmeldelse.

§7 Eksklusion
Hvis et medlem er kommet i kontingentrestance, kan bestyrelsen med mindst 14 dages varsel skriftligt ekskludere vedkommende. 

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning hertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver kvalificeret flertal. Vedkommende medlem skal inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sin sag for bestyrelsen, og vedkommende kan få spørgsmålet afgjort på den førstkommende ordinære generalforsamling.

I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få en skriftlig meddelelse herom senest 14 dage inden generalforsamlingen. Vedkommende har adgang til denne og ret til at fremføre sin sag. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion af et medlem kræver kvalificeret flertal.

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning, der kræver samme kvalificerede flertal.

Ved kvalificeret flertal forstås i disse vedtægter, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer respektive de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer stemmer for en eksklusion eller et fremsat forslag.

§8 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle klubbens anliggender. Generalforsamlingen er til enhver tid beslutningsdygtig.

Den ordinære generalforsamling afvikles hvert år senest 15. februar og indkaldes med mindst 14 dages varsel skriftligt til medlemmerne. Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse skal skriftligt være formanden i hænde senest otte dage før generalforsamlingen holdes.

Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer over 15 år, som ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

§9 Dagsorden for den ordinære generalforsamling
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfattende følgende punkter.

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse.
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Behandling af eventuelt indkomne forslag.
6. Valg af bestyrelse

formand (ulige år)
næstformand (lige år)
sekretær (ulige år)
kasserer (lige år)
redaktør (ulige år)
Formand for træningsudvalget (lige år)
Formand for instruktionsudvalget (ulige år)
Formand for ungdomsudvalget (lige år)
Formand for kortudvalget (ulige år)

Alle valg til bestyrelsen gælder for to år.

7. Valg af to revisorer og to suppleanter herfor. 
Valg til revisor og suppleant herfor gælder for et år.
8. Eventuelt.

§10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen holdes senest en måned efter, at begæringen er fremsat, og indkaldelsen skal indeholde oplysninger om det/de emner, der ønskes behandlet. Kun dette/de emner kan behandles.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på tilsvarende måde som ordinær generalforsamling.

§11 Generalforsamlingens ledelse
Til at lede generalforsamlingen vælger denne en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, undtaget dog §7, §16 og §17, hvor der er tale om kvalificeret flertal.

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden, men på begæring fra mindst et stemmeberettiget medlem skal afstemning og valg foregå skriftligt. Alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Generalforsamlingens beslutninger optages i en protokol eller i medlemsbladet, hvori også referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer. Dirigenten underskriver protokollen/referatet.

§12 Bestyrelsen
Bestyrelsen administrerer klubbens midler i henhold til vedtægterne og de beslutninger, som træffes på generalforsamlingen.

Klubbens daglige ledelse varetages af Forretningsudvalget der består af formand, næstformand, kasserer og sekretær. Til formand og kasserer kan kun vælges aktive medlemmer over 20 år. Ved økonomiske dispositioner kræves underskrift af såvel formand som kasserer.

Ved et bestyrelsesmedlems udtræden i valgperioden supplerer bestyrelsen sig selv. Ingen kan indtage mere end en post i bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen sammensætter udvalgene snarest efter generalforsamlingen. 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede, der i blandt formanden eller næstformanden. I formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted. I tilfælde af stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende. Bestyrelsen kan nedsætte andre end de i §9 nævnte udvalg.

Referat af bestyrelsens forhandlinger indføres i en protokol eller i medlemsbladet.

§13 Hæftelse
Klubben hæfter kun for sine forpligtelser med den klubben til enhver tid hørende formue. Klubbens medlemmer hæfter ikke personligt.

§14 Regnskab
Klubbens regnskabsår følger kalenderåret. Det reviderede driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. Det skal forelægge i kopi til uddeling på generalforsamlingen.

§15 Revision
Regnskabet skal forelægges revisorerne senest otte dage før den ordinære generalforsamling.

Revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskabsbøger og beholdning.

§16 Æresmedlemskab
Generalforsamlingen kan udnævne medlemmer af klubben til æresmedlemmer på grundlag af en ekstraordinær indsats igennem en lang årrække til gavn for klubben og orienteringssporten. Forslag om æresmedlemskab stilles via bestyrelsen, der behandler forslaget i fortrolighed. Indstilling til generalforsamlingen kræver enstemmighed i bestyrelsen.
Æresmedlemmer er kontingentfri.

§17 Vedtægtsændringer
Ændringer i disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§18 Klubbens opløsning
Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

En sådan generalforsamling er kun beslutningsdygtig, såfremt mindst 2/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

I tilfælde af klubbens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål. Generalforsamlingen træffer beslutning om hvordan. Denne afgørelse træffes ved simpelt stemmeflertal.


Således vedtaget på den stiftende generalforsamling lørdag den 4. januar 1975, inklusive rettelser vedtaget på generalforsamlingerne 18. januar 1978, 29. januar 1981, 28. januar 1984, 23. januar 1999, 9. februar 2002, 11. februar 2006, 9. februar 2008, 5. februar 2011 og 7. februar 2015.