Ny

Goddag og farvel

Vi har længe vist, at idrætten ville få ny rådmand efter valget i november, for Mads Duedahl (Venstre) valgte at skifte fra Aalborg til Nordjylland - fra byråd til regionsråd. Nu er konstitueringen på plads og vi kan se frem til fire år med Jes Lunde (Radikale) som politisk førstemand for idrætten.

I den forbindelse har vi bedt de to politikere sætte ord på deres syn på idrætten. Vi lægger ud med den tiltrædende rådmand, Jes Lunde:

“Det meget store og alsidige idrætsliv i Aalborg Kommune spiller en kæmpe rolle i mange menneskers liv. Både for alle de aktivt udøvende med de utroligt vigtige gevinster, det giver for krop og sjæl, og for alle tilskuerne, der får mulighed for at nyde andres flotte præstationer.

Det hele er båret af utallige frivillige, som vi skylder en stor tak. Både jeg og hele forvaltningen i Sundhed og Kultur glæder os til et rigtig godt samarbejde!

Og herefter giver i ordet til den aftrædende rådmand, Mads Duedahl:

“Som medlem af Aalborg Byråd i 12 år - heraf de seneste otte som rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen - vil jeg gerne takke SIFA for et rigtigt godt samarbejde. SIFA har som idrættens paraplyorganisation altid været Aalborg Kommune en konstruktiv med- og modspiller. Endvidere har SIFAs store engagement i Elitesport Aalborg haft stor betydning for udviklingen af talenter inden for en bred række af idrætsgrene til topatleter - og dermed indirekte bidraget til at sætte Aalborg på idrættens Danmarkskort, endda verdenskort.

Idrætten har en uvurderlig betydning for Aalborg Kommune. Fysisk aktivitet, bevægelse og ikke mindst de mange foreningsfællesskaber gør en afgørende forskel for borgernes fysiske og mentale sundhed. Derfor er det vigtigt at idrætten i Aalborg Kommune har et stærkt talerør gennem SIFA.”

 

 

Kommende træninger